sábado, 1 de noviembre de 2014

SOLBRUD


Origen: Dinamarca, Copenhagen
Formados: 2009
Estilo:Black
Temática: Muerte y naturaleza
Miembros:
  • Adrian Utzon Dietz Guitarra
  • David Hernan Guitarra y voces
  • Tobias Pedersen Bajo
  • Troels Pedersen Batería
Discografía:

  • Demo 2010 Demo 2010  
  • Solbrud CD 2012  
  • Jærtegn CD 2014
  • Tape EP 2016
  • Vemod CD 2017
  • Levende I Brønshøj Vandtårn Directo 2021
  • Tåge Single 2023  
  • IIII CD 2024

JAERTGN (2014)

Realmente no creía que este fuera todavía el segundo larga duración de la banda, por sonido y profesionalidad no podía de dejar de crear en una banda de más largo recorrido. Solbrud han sabido madurar su sonido en un corto espacio de tiempo para poder ofrecer un disco de black inmenso. Cuatro temas de puro black metal en donde las sensaciones que trasmiten son muy buenas y en donde destacan por encima de todo el buen trabajo de Troels a la batería y los cuidados riffs d guitarra que nos acompañan a lo largo de todo el álbum. Sumergirse en este "Jaetgen" es poder disfrutar de un disco de black muy completo en donde podemos encontrar pasajes melódico, una brutalidad contenida en un mayor control de la velocidad que permite distinguir y disfrutar de buenos arreglos y unas voces la mayor parte del tiempo rasgadas y agónicas dejando en la atmósfera una fuerte sensación a muerte y de respeto por la naturaleza. Solbrud han dado el salto a un nuevo nivel, en el cual ya pueden mirar de igual a igual a cualquier peso pesado del género. Toda una sorpresa este álbum que está destinado a ser recordado como uno de los imprescindibles de este año. (9).



1. Sortedøden 11:08
  Oh hvilken stilhed – så stille før stormen skal hærge
Og hærge skal den, som et sagte tæppe af død
Oh hvilken rædsom prydelse – den krybende død
Folket falder som på stribe – som en storm soten rammer hårdt

Under flossede sejl og under vinger så sorte
Skibet med din sjæl om bord pløjer det uvenlige hav
Kursen er sat mod evigheden – stævner mod din grav

Trukket i døden med en isnende hånd
Og stilheden sig breder – dødsvingen er bredt ud
Folket falder som på stribe – som en storm soten rammer hårdt

Fortæres skal din krop, ædes op af sygdom
Tungt hænger det mørnede kød
Hud som læder, af bylder så sorte
Knoglerne skærer den lasede hud

Under flossede sejl og under vinger så sorte
Skibet med min sjæl om bord pløjer det uvenlige hav
Kursen er sat mod evigheden – stævner mod min grav

Hvileløst drevet rundt fra kyst til kyst
Blot for at finde den evige død
Men endelig jeg må indse, at kun i døden vil jeg finde mit endelige: Fred
2. Afbed 10:28
Fra højborgens trone jeg skuer mit land – i ussel forfald En folkeskare stor – en pøbel så grå – ydmyg som støvet for min fod Thi gøre jeg kan som mit sind mig behager – min lige findes ej Menigmand må krybe, lad dem bide i støvet – tugtes skal med frygt Lad os blotte eder ved plyndring – modtag døden, som liden gerning er gjort Ej flere løfter om opgang – må din tunge visne, din mund skal for evigt tie Lad ej magten gives efter ved miskundhed, for de svigende ord, er hule som eders sjæl Lad et hvert anspil om afbed synke til grund – som eders krop sent nok skal møde Lad tale som magter og tie som ej værdig er Thi ej skal den sovende komme til sejr, men væltes fra tronen Og lade komme, det land som lovet blev Som føde for de ulve skal du lide, som mangt og meget fornægtet blev Og som jerngrebet om folkeskaren grå, der skal galgens reb skære eders hals Som skummet i det oprørte hav, afmagten bruser i befolkningens blod I ensomhed, modtag døden for din afgunst. 
3. Klippemennesket 15:28
Løgnens flammer sender skygger på jagt – foregiver en sørgelig sandhed
Blot intet end en illusion – næring for de trælbundne sjæle
Det hule menneske med skyggelagte sind – så fastholdte, jeg fyldes af ubehag
Thi for de i forstanden slemt tilredte – der vil sandhed svie som løgn

Vækkes vil de ej, selv når sandhed åbenbares
Min retfærdige vrede overgås kun af deres fattige evne
Fanget i flammernes indelukkede mørke
I løgnens højborg men oh så salige
Lad de ubefæstigedes lys – skinne for de nedbøjede
Lad solen herske de kyndiges rige

Vandrer bort i ensomhed, alene væk, fra det grufulde sted
Jeg vandrer til tåbernes sang dør ud
Og hulens lys bliver besejret af mørke
Begravet levende
Lad flammerne æde de allerede døde
4. Ursult 09:38
Undsluppet er den altfortærende kraft Gennem støvede skrifter ordenen er sat Begæret som kompas leder arken mod fjerne kyster Åh så sejrstrygge dristigt de drager døden i møde Om kap med tankedøden uvejret raser Den værende stædighed urokkelig som de gamle bjerge Moralen sønderrevet som det vindbidte sejl De godlidende blev fordærvede – løfternes land forsaget Nu stævnen kalder det raske øje, for havet skælver Enfoldigheden bider som den isnende vind Den blændede styrmand skænkede dem en grav Den evige hvile i det iskolde hav Lad bølgerne bære bort det som i gav til havets vold Det blånende hav vil tælle mange lig Lad de afsjælede skylle op på land Utallige som solegran Begravet dybt i sorten mulm Skal mindet være for evigt
  46:42


No hay comentarios:

Publicar un comentario